Træk mere viden ud af Landsforsøgene
Formålet er at sikre landmænd et bedre og mere nuanceret beslutningsgrundlag i forbindelse med indsatsen i marken. Det skal ske via en mere effektiv sammenstilling og analyse af data og resultater fra forsøg, der gennemføres med variation af to faktorer, f.eks. sorter og kvælstofstrategier. Samtidig vil projektet øge mulighederne for at samle og analysere forsøgsdata fra flere år.
I projektet videreudvikles dataudtræks- og præsentationsmulighederne af data fra markforsøg, eksempelvis data lagret i Nordic Field Trial System. Der udvikles muligheder for at anvende moderne statistiske metoder ved beregning og præsentation af resultater af flerfaktorielle forsøg. Samtidig udvikles der muligheder for at præsentere data på hjemmesider og for at anvende data i andre kommunikationssammenhænge. Projektet vil således sikre en mere effektiv udnyttelse af forsøgsdata. Eksempelvis bliver det muligt på en mere systematisk og effektiv måde at få en statistisk analyse og validering af data fra forsøg med sorter og kvælstofstrategier, herunder en analyse af om der er vekselvirkning mellem kvælstofstrategier og sorter i forsøgene. En sådan forbedret analyse vil styrke landmandens muligheder for at tilpasse dyrkningsstrategien til de enkelte sorter.